Foredrag Kaare R. Skou - Rødding Højskole

”Genforening og påskekrise – Danmark på randen af revolution” foredrag ved Kaare R. Skou. Hvad var det lige, der skete politisk for 100 år siden i det hektiske forår i 1920, hvor Sønderjylland kom tilbage til Danmark, hvor Christian 10.s trone vaklede, og hvor kongen var enevældig igen i 27½ time?

Den dramatiske fortælling om genforening og påskekrise fører os til Versailles, hvor de fire store ledere fra 1. Verdenskrig forhandler fred. Vi er på Hotel Flensburger Hof i Flensborg, hvor tre diplomater skal trække grænselinjen mellem Danmark og Tyskland, og vi er på Christiansborg, hvor Christian 10. afskediger regeringen Zahle under noget, der ligner et nationalistisk kupforsøg iscenesat af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste Erik With med støtte fra en garvet politiker som Venstres J.C. Christensen.

Kaare R. Skou er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har i 40 år arbejdet med at dække det politiske liv  med udgangspunkt på Christiansborg først for regionalradioen i København og Radioavisen og senere som politisk redaktør på TV 2.

Det koster 75 kr at deltage i de åbne arrangementer på Rødding Højskole. Det er incl. kaffe. Man møder bare op, der skal ikke bestilles billet på forhånd.