
Poul Egelykke, guide
Glæden ved at gå lyser ud af Poul Egelykke. Og så vil han gerne fortælle – helst røverhistorier fra egnen. For selvom han selv er tilflytter fra Odense, så fascineres han af historien i området. Så forvent, at en gåtur sammen med Poul Egelykke bliver krydret med fortællinger som han har udfrittet de lokale for. Og hvis du ikke synes det er nok, så vid, at Poul har også taget turene rundt til de lokalhistoriske arkiver – ikke for at fortælle om årstal, men for at finde de gode røverhistorier blandt andet om smuglere ved Kongeåen, og hvordan Hærvejen blev brugt som transportrute for stude og andre dyr.
Poul holder øje med dem som han går med, det er vigtigt for ham, at hele gruppen har en god tur. Han har observeret at de fleste grupper består af vandrer der går i tre forskellige tempoer, og der skal være plads til, at alle kan komme med ud i naturen. For som han siger, gåture giver ro i hovedet så det både er mentalt og fysisk godt at gå.
Bliver naturen alligevel for vild og uheldet er ude, så er du i gode hænder, for Poul går ikke uden sin førstehjælpskasse.
Poul kan godt li at gå langt, men kan man kun holde til at gå halvdelen, så har han også sørget for, at der altid står en bil så man kan komme tilbage til mødestedet.
Så pak rygsækken med vand, madpakke og termokande. Forbered dig på en god vandretur hvor der også er plads til, at du deler dine historier hvis du har lyst. Faktisk bliver turen bedst, hvis gruppen kommer til at snakke sammen på kryds og tværs i løbet af dagen, så start gerne turen med at få sagt hej til alle de andre som er med.
Turforslag:
- ”Frihedsbroen-Knagemøllen og tilbage igen” – 12-13 km
- ”Skodborg-Jels Søerne og tilbage igen” – 17-19 km
- ”Jels Nedersø – Cafe Ellegård, og tilbage igen” – 15-17 km
- ”Vejen Kirke – Frihedsbroen, og tilbage igen” – 16-18 km
Det praktiske
Han kan guide på dansk og engelsk.
Pak en rygsæk med vand, madpakke, varmedrikke. Tøj og sko efter vejrforholdende.
Der kan være 25-30 med på en vandring.
Poul kan også lave guidede cykelture.
Kontakt Poul Egelykke for en guidede vandretur:
Telefon: 20731371
E-mail: pe@vejen.dk