Rødding Kirke, Sønderjylland

Foto: Visit Vejen Turistinformation
Attraktioner
Kirker
Adresse

Rødding Kirkevej 2

6630 Rødding

Kontakt

Telefon:74841275

Rødding Kirke ligger på byens højeste punkt og i den vestlige udkant af Rødding by i Sønderjylland.

Rødding Kirke er omgivet af jorddækkede kampestensdiger i 3 "etager" med levende hegn. Kirkegården omkring kirken suppleres med en nyere kirkegård på Gramvej i Rødding.

Kirkebygningen fra omkring midten af 1100-tallet består af et tilnærmelsesvist kvadratisk romansk kor og aflangt skib, der tydeligvis er blevet udvidet senere. I gotisk tid har kirken fået tilføjet et våbenhus mod vest. På den vestlige gavl er der før 1887 tilføjet en tagrytter.

Kirken blev voldsomt hærget under svenskekrigene, bl.a. havde svenskerne brugt blytaget til andet formål, og en længere periode uden tagbelægning betød også, at træværket var rådnet væk. Så meget og i så lang tid, at der groede græs på loftet.  En kirkesyn 36 år efter beretter om, at kvæg og svin gik rundt inde i kirken.

Kirkens indre fremstår hvidkalket. Der har været en række altertavler i brug, og den nuværende alterudsmykning stammer fra 1999, hvor korets østvendte vindue blev forsynet med en glasmosaik af Sven Havsteen-Mikkelsen. Han har også udført det forgyldte kors, der hænger under vinduet og over alterbordet. Motivet for udsmykningen er pinsen og salmelinien ”livstræet skyde af korsets rod”. Den tidligere altertavle er ophængt i kapellet.

Døbefonten af granit er udhugget i en rødlig sten. Ved døbefonten står en gipsafstøbning af Thorvaldsens Kristus-figur. Prædikestolen stammer fra ca. 1752 og er i barokstil. På sydvæggen over indgangsdøren hænger en bemalet træplade fra 1844, som blev anvendt i forbindelse med Christian d. 8. besøg i Rødding samme år.

Et billedkvader i korets østlige gavl kan ses som en fordybning formet som en skosål. Denne er i folkemunde blevet fortolket som, at en trold har forsøgt at sparke muren til kirken ind.

På kirkegården står desuden mindesten over sognets faldne i 1. verdenskrig.

Afstande
Hærvejens cykelrute 7 km

Adresse

Rødding Kirkevej 2

6630 Rødding

Facilities

Vejkirke

Landsbykirke

Relaterede produkter

Opdateret af:
Visit Vejen Turistinformation