skip_to_main_content

Studio 73, Juleforestilling 2021

Årets juleforestilling på amatørscenen Studio 73 i Vejen hedder Jul på Slottet. 

Det’ sørme, det’ sandt, december, synger slotsnisserne Magnum, Trisse og deres søn, Fimpe, mens de spreder juleglæde på slottet med den skønne prinsesse Miamaja. Men julen er truet i det lille kongerige. Kongen har tabt krigen mod nabolandet Montania og skal inden juleaften betale krigserstatning. En erstatning, som langt overstiger, hvad det lille land kan magte, for skatkammeret er gabende tomt. Nu er gode råd ikke bare dyre, men aldeles ubetalelige. Kongen iværksætter alle mulige og umulige krumspring for at skaffe de mange penge. Han forsøger blandt andet at få slottets troldmand, Astralius, til at fremstille guldet selv. Men lige lidt hjælper det. Da Montanias sendebud kommer med et ganske særligt tilbud til prinsesse Miamaja fra prinsen af Montania, er det pludselig ikke bare landets og prinsessens hjerte, men selve julen, som kommer i farezonen. Nisserne – med spilopmageren Fimpe i spidsen – er ude af sig selv. For hvad er vel vigtigere i hele verden end julen?

Glæd dig til et herligt gensyn med denne dejlige julehistorie og ikke mindst til et genhør med Bodil Heisters skønne musik.

Forestillingen fremføres af de dygtige amatørskuespillere, og er en familieforestilling.