Bliv medejer af et historisk monument

Lodejerbrev - Skibelund Krat

Foto: Lodejerbrev til Skibelund Krat

Vejen området byder på  en unik kulturhistorie med Kongeå, Københavnerplantager, vikingeguld, grænseegn, Hærvej og højskoleliv. Ribebænken er et af de kvalitetsprodukter, som enten er fremstillet af virksomheder i området eller som er koblet uløseligt sammen med områdets historie. 

"De fleste er kun simple kampesten, hvori navnet tillige med fødsels- og dødsåret er indhugget, men desuagtet har disse mindesten en langt anderledes værdi og betydning, end de flotte gravmonumenter, vi finder på vore kirkegårde, thi de er blade i Danmarks mindebog, der fortæller beskueren et stort stykke af vores historie” Sådan beskrev Askov Højskoles første forstander, Ludvig Schrøder, monument- og mindeparken Skibelund Krat, der ligger få km fra Vejen by. Skibelund Krat indeholder mindesten for en række af de personligheder, der på hver deres vis, deltog i kampen for at få Sønderjylland dansk i årene frem til afstemningen i 1920. Skibelund Krat var nationalt mødested, hvor både folk fra syd for Kongeåen - og grænsen - og nordfra åen - mødtes, blev opdaterede og holdt humøret oppe. 

Skibelund Krattet er ejet af Skibelundforeningen, og denne kan man blive medlem af - og dermed blive medejer af et helt særligt stykke Danmarkshistorie. Man får ved indmeldelse udleveret et fint lodejerbrev som medlemsbevis. 

Se mere om Skibelund Krat og historien bag. Går du rundt i Skibelund Krat kan du læse mere om personerne på de enkelte sten enten via de qr-koder hver sten har, se mere via Skibelundforeningens hjemmeside (http://skibelundforeningen.dk/billedarkiv/nyere-billeder/)  eller via VisitVejen Appen. (Oplevelser, Digitale guider, Stenene i Skibelund Krat).

Vil du købe et lodejerbrev til Skibelundforeningen evt. sammen med en årrækkes kontingent, så skal du kontakte Skibelundforeningen via dette link.