
Ruten ved Frihedsbroen
På Ruten ved Frihedsbroen, der er en del af del af Hærvejens Perler, går du både tæt ved Kongeåen og oppe på ådalsskrænten.
Ruten ved Frihedsbroen er en dejlig Hærvejens Perle på 5,7 kilometer. Ruten er certificeret af Deutsches Wanderinstitut som Premium Let-vandrerute, der garanterer en kvalitetsoplevelse, god skiltning af ruten og bænke undervejs til et hvil.
Du går på trampesti - på sydsiden af Kongeåen er du tæt på åen, og det kan betyde en våd strækning, når der er godt med regn. Tag derfor godt vandrefodtøj på. Trampestien kan også være lidt ujævn og vurderes som moderat anstrengende.
På nordsiden af Kongeåen kommer du op på skrænten og får et flot udkig over Kongeådalen. Du krydser åen på en af de flotte Kongeåsti-broer halvvejs på turen.
Du går inde ved kreaturer, så hunden må blive hjemme.
Når rejsende på Hærvejen mødte Kongeåen, måtte de passere åen ved vadesteder. Dem har der været flere af i området. Malt-stenen med runeinskriptioner blev i øvrigt fundet på denne rute - stedet på nordsiden er markeret med et informationsskilt.
Kongeåen har også været både toldgrænse og landegrænse - efter nederlaget i 1864, hvor Danmark mistede hertugdømmerne kom grænsen til at gå ved Kongeåen i det meste af den nuværende Vejen Kommune. Derfor kan du se huset Frihed på nordsiden af åen tæt ved Frihedsbroen.
Det er bygget af storbonden H.D. Kloppenborg fra Københoved som et fristed på den danske side af grænsen. Mange sønderjyske mænd gik i øvrigt over åen for at slippe for tysk krigstjeneste - særligt under Første Verdenskrig.
Der er masser af historie, du kan dykke længere ned i. I dag er det først og fremmest et fantastisk rekreativt område, der eksisterer i produktionslandskabet. Hærvejens vandre- og cykelrute krydser Frihedsbroen, hvor denne rute kobler sig på Hærvejen som en af Hærvejens Perler.