Gå til indhold
©  Foto:

Troldeparken og De syngende Sten, Vejen

Troldeparken og De syngende Sten ligger i Vejen Anlæg. Samme sted ligger en legepark , og her er masser af hyggelige siddesteder. Det perfekte sted for en udflugt med især mindre børn.

Hovedindgangen til Troldeparken ligger ud for Østergade, og her møder I en idyllisk sø, der er fast tilhørssted for ænder. Ved søbredden og på en lille ø i søen står hyggelige troldeskulpturer parat til at sætte gang i fantasien. Trolden er vartegn for Vejen By, og findes i mange udgaver rundt om i byen. Troldene er lavet på baggrund af forfatteren Birgit Bjerres børnebøger om troldene i Lerbjergskoven. 

I 2013 blev en splinterny legepark i eventyrlig troldestil med blandt andet svævebane og troldeborg taget i brug. Legeredskaberne er bygget mellem træstammerne i skoven. Ved legepladsen findes både toilet og madpakkepavillon.

Vejen Anlæg byder også på store åbne plæner med masser af plads til leg, boldspil og picnic. På plænen er der altid god læ. Tværs over plænen snor et lille vandløb sig mellem små og store sten. Der er mest vand, når det lige har regnet, og du må gerne lege med vandet.

De syngende Sten
Stensamlingen ’De Syngende Sten’ finder du også i Vejen Anlæg. Den består af ca. 25 store og særprægede sten, der alle rummer væsner, som kun du kan få øje på. Det kan være en hest, et får eller trolden – se selv. Der er også klatresten med faldunderlag, så børnene trygt kan udforske stenene. Nogle af stenene kan såmænd også synge: der er sat rør i en sten, og ved at banke på rørene med en pind eller klappe på åbningerne kan I få toner frem. I en anden sten er der boret huller, og ved at klappe med hånden på hullerne kan I også spille på den.

Skoven i Vejen Anlæg byder på små korte gåture. 

Troldeparken ligger ca. 500 m fra Vejen bymidte, hvor I kan købe noget at spise og drikke. Der er gratis parkering ved adressen Fuglesangsálle 10, 6600 Vejen.