©  Foto:

Brørup Gl. Kirke

Et stykke nord for den nuværende stationsby ligger Brørup Gl. Kirke. Solid romansk kirke, frit i landskabet, midt i sognet og lidt hævet over landskabet – og senere suppleret med en nyere kirke i stationsbyen Brørup.

Den romanske kirkebygning består af skib og kor opført i kvadresten, hvor skibet i høj grad har sin oprindelighed, mens koret er ombygget i senmiddelalderen. Der har tidligere ligget en eller flere trækirker samme sted. Den nuværende kirkebygning er opført i 1400-tallet – sandsynligvis som genbrug af en stenkirke fra 1200-tallet. Kvadrene er hugget til på stedet i forbindelse med bygningen af kirken. Taget er og har altid været af bly.

Granitdøbefont, alterbord og en lille helgenfigur på prædikestolens himmel stammer fra middelalderen. Den oprindelige fod til døbefonten står nu på kirkegården. Prædiskestol og altertavle er fra renæssancen. Herfra stammer også de oprindelige stolestader med flotte udskæringer og inskriptioner. Stolegavlene har oprindeligt været malede, men fremstår dag ubemalede. Altertavlen rummer et maleri, der forestiller Gethsemane, som er malet af Hans Agersnap i 1906, hvorfra også stafferingerne stammer. Kirkens alterkalk rummer en længere inskription med historien om, at den har været stjålet og er kommet tilbage. Prædikestolen er udført af billedskæren Mads Christensen Gamst, og viser de 4 evangelister. Bemalingen er fra midten af 1600-tallet.

Mod nordvæggen er en skriftestol fra ca. 1586, som oprindeligt har stået ved siden af alteret. At stolen er kommet til ca. 50 år efter reformationen kan fortælle os om, at den katolske skrifte sådan ikke lige forsvandt ud af datidens praktisering af religion.

Kirkeskibet Ester er opkaldt efter givers udvandrede datter, og har sin helt egen historie. Det er bygget og skænket af Marius Dahl, familie til Peder Christensen (grænsegendarm) og Kirsten Donslund Hansen Gehlert (jordemoder i Brørup). Skibet er opkaldt efter deres datter, Ester, som udvandrede til Amerika. Under restaurering af Kirken i 1950´erne kom det en tid til Johanneskirken, og blev fundet på loftet af sognepræst Niels T. Christensen i miserabel tilstand og med forrevne sejl. Efter et stort restaureringsarbejde, udført af Hans Jørgen Granhøj, fik det en tid sin plads i Johanneskirken, men er nu tilbage på sin plads i Brørup Kirke.

Kirkens klokke er blevet flyttet rundt adskillige gange. Den hænger i dag en nyere klokkestabel. På et tidspunkt har klokken hængt på østre ende af kirken, men dette ophæng var i så dårlig forfatning, at det var livsfarligt at bruge den.

Den rektangulære kirkegård var oprindelig med stendiger, og i dag med cementdækkede mure af kløvede sten. Der har angiveligt været flere gravhøje på kirkegården.  Kirkegården rummer tre oprejste gravsten, der er vandreblokke med tilvirkning af Niels Hansen-Jacobsen fra Vejen.

Der er under arkæologisk udgravning fundet mønter, bl.a. mecklenborgske hulpennige, fra slutningen af 1300-tallet. Der er også fundet en muret gravkrypt under koret, som har fungeret som begravelsesplads for herskabet på herregården Sønderskov. Man fandt 8 kister, der har kunnet dateres til omkring 1730.

Sagn beretter om uenighed, hvor kirken skulle ligge, så man spændte et par stude, der ikke tidligere havde vært under åg, for en plov og lod dem gå, hvor de ville. Der, hvor de standsede, blev kirken bygget.

Afstand:

Brørup bymidte: 4 km