Ingrid Vang Nyman - Pippi-illustratoren fra Vejen

Ingrid Vang Nyman buste, Vejen

Foto: Visit Vejen Turistinformation
Attraktioner
Monumenter
Adresse

Banegårdspladsen 1

6600 Vejen

Du finder foran Vejen Banegård en buste med Ingrid Vang Nyman. Der et bronzeportræt monteret på en granitsokkel hvorpå der er en illustration med Pippi Langstrømpe. 

Alle kender forfatteren Astrid Lindgren, men de færreste kender navnet på tegneren. Ingrid Vang Nymans slægt var med til at ”grundlægge” Vejen med store virksomheder som Alfa Margarine, Phønix Tagpap, cikoriefabrikker og den stor trælast. Og i tiden efter år 2000 besluttede hendes efterkommere, at de bevarede dele af hendes kunstneriske livsværk skulle være en del af samlingen på Vejen Kunstmuseum. 

Ved stationen i Vejen står et mægtigt monument for hendes bedstefar Johannes Lauridsen – en af de vigtigste personer i Vejen bys historie. På kirkegården i Vejen findes deres slægtsgravsted. En del af stenene er hugget af billedhugger Niels Hansen Jacobsen. Ved siden af Johannes Lauridsen mindes sønnen Peder og barnebarnet Ingrid Vang Nyman. 

Ved stationen i Vejen vil vi nu på Ingrid Vang Nymans 100-års dag den 21. august 2016 opstille et minde for hende. På en granitsokkel sættes en bronzeafstøbning af det ubrændte lerportræt, som hun i 1940-41 modellerede mens hun en tid var bosat i Vejen. Det stod hen på slægtsgården Grønvang og er i dag en del af samlingen på Vejen Kunstmuseum. 

Der skal rejses 50.000 kr. for at finansiere monumentet. Om 500 personer hver bidrager med 100 kr., er udgifterne dækket – og nogle vil forhåbentlig gerne betale lidt mere af gangen… lad os i fællesskab sætte et minde over en af de mest markante personligheder med rødder i Vejen. 

Ideen til mindesmærket er kommet i 11. time, men projektet er jo helt rigtigt! Håbet er, at rigtig mange vil være med og bakke op. Som den legendariske forstander for Askov Højskole Ludvig Schrøder argumenterede, må man kende sin fortid for at forstå sin fremtid. Ud fra samme devise argumenterede han for, at mindesmærkerne i Skibelund Krat skulle være med til at skærpe vores viden om vores fortid – ved at se navnene og tale om personerne, får vi perspektiv på vores egen tid og vores eget virke. 

Her samles ind til et mindesmærke. Ordet er valgt med omhu for, som en af Ingrid Vang Nymans fætre opponerede, ville et monument ikke være i hendes ånd. Hendes spinkle, elegante selvportræt kan til gengæld få os til at stoppe op og ville vide mere om denne talentfulde person – og står i en fin kontrast til det monumentale mindesmærke, der er sat over hendes bedstefar! 

Adresse

Banegårdspladsen 1

6600 Vejen

Facilities

Buste

Mindesmærke

Relaterede produkter

Opdateret af:
Visit Vejen Turistinformation