©  Foto:

Ruten ved Jels Midtsø

På Ruten ved Jels Midtsø går du rundt om Jels Midtsø og ind i skov. En varieret vandretur, der er en del af Hærvejens Perler. 

Ruten ved Jels Midtsø er en skøn Hærvejens Perle på 4,8 kilometer. Ruten er certificeret af Deutsches Wanderinstitut som Premium Let-vandrerute, så du er sikker på en kvalitetsoplevelse, god skiltning af ruten og bænke undervejs. På ruten oplever du smuk natur, sø og skov. 

Du går på skovstier - nogle tæt på søen kan være lidt fugtige, og der kan være trærødder. Ruten er overkommelig og kan gås af de fleste uden problemer. 

Søerne ligger i smeltevandstunnel fra seneste istid - det smeltede vand løb væk under den tunge iskappe. Da isen trak sig tilbage, var der en gold tundra tilbage. Efterhånden kom der blandt andet rensdyr til, og i hælene på dem kom så nogle af de første mennesker i Danmark. De jagtede rensdyrene, og tunneldalen var et godt sted at fange dem. 

Senere kom den store Farris-skov til, der dækkede hele området og gjorde det farligt og besværligt at komme frem. Derfor har Hærvejens forgreninger gået længere mod vest - blandt andet ved Fæsted, hvor Danmarks største guldskat fra vikingetiden er fundet.

I dag er Jels Søerne og Jels Skovene et fantastisk rekreativt område. Hærvejens vandrerute løber mellem Jels Nedersø og Jels Midtsø, og her kobler denne rute sig på Hærvejen som en Hærvejens Perle.