VisitVejen

Radarstation og flygtningelejr, Skødevej ved Bække

Her ude på det flade vindblæste tidligere hedelandskab ligger et stykke tysk militærhistorie i Danmark. For her etablerede tyskerne under 2. verdenskrig en radarstation. Stationen var forsynet med to store radarer hver med en diameter på 17 meter og placeret på store solide betonfundamenter - hvoraf det ene kan ses i landskabet endnu et par hundrede meter fra rastestedet. Radarstationen indgik et større netværk på ca. 200 stationer spredt ud over hele Europal hvoraf de 22 i Danmark. Radarerne var håndbetjent og når et fremmed fly blev lokaliseret, blev der sendt besked fra Fittinglejren til en kommando på Fyn og i Karup. 

Radarstationen i Fitting ligger ca. 10 km. syd for tyskernes flyveplads i Vandel, og blev bygget i 1941. Omkring radarstationen var der opbygget en lejr eller mindre by, hvor der på et tidspunkt boede 400 personer bag indhegning. Der er efterfølgende også fundet spor af grøfter og mindre bygninger. Efter afslutningen af 2. verdenskrig blev lejren brugt først som flygtningelejr og senere som intereringslejr, for tyskere, som skulle tilbage til Tyskland efter krigens afslutning. Aktiviteterne på stedet stoppede i 1947.

Overfor gården Skødevej 20 i en åbning i hegnet øst for grusvejen står en informationstavle med yderligere forklaring og fine billeder fra lejren i drift. 

Afstand til Hærvejens Vandrerute 0 km
Afstand til Hærvejens cykelrute 0 km