Vandrepakke, Hærvejen fra Jelling over Bække og Jels til Vojens
Oplev Hærvejen på 6 dages vandretur fra Jelling over Bække, Vejen og Jels og til Vojens med overnatning på hyggelige hoteller og kroer midt i landskabet.
Din bagage bliver transporteret fra sted til sted, og dagens måltider skal du ikke bekymre dig om. Du kan fuldt ud nyde din vandring gennem nogle af Jyllands flotteste og mest varierede landskaber på en strækning af Hærvejen, der er spækket med Hærvejshistorie, Danmarkshistorie og flot natur.
For flere tusind år siden, før bilerne fyldte vejene, og før jernbanen forbandt de største byer, gik Jyllands hovedvej langs vandskellet ned gennem landet. Her vandrede folk fra alle samfundslag – pilgrimme, røvere, adelsfolk, tiggere, håndværkere, handlende, studedrivere med deres okser og konger med deres hære. Hærvejen blev aldrig anlagt. Den opstod. Hvor man gik, og hvor man kunne komme frem afhængig af årstiden. I dag er Hærvejens vandrerute velskiltet undervejs suppleret af detaljerede kortmaterialer analogt og digitalt. Nogle steder følger nutidens vandrerute den oprindelige vejføring, mens den andre steder er forlagt til nutidens roligere veje og stier.
På din vandreferie fra Jelling til Vojens kommer du igennem nogle af Jyllands flotteste landskaber. Turen er på ca. 96 kilometer fordelt på 5 dejlige vandredage.
Fra Kongernes by Jelling med monumentet for kristendommens fodfæste i Danmark og museet Kongernes Jelling går turen forbi Fårup Sø og ned i den fantastisk flotte Vejle Ådal. Også her er der spor efter vikingerne og du følger en gammel baneline op til Bindeballe Købmandsgård. Et levende museum, som bestemt er et besøg værd. Herefter går turen op af Vejle Ådal og til det fladere og mere barske tidligere hedelandskab mod Bække. Her møder du dels fortidsmindet Klebæk Høje, den store Hamborggårdsten samt kirken og runestenen i Bække. I Bække Brugs kan der provianteres til lækkersulten. Ruten følger nu den helt originale vejføring for Hærvejen. Det ved vi med sikkerhed på grund af landskabet mellem Bække og Vejen. Ved Læborg Kirke, som er et godt sted til en lille pause, går ruten væk fra vejen og du oplever kulturlandskabet på nærmeste hold. Vejen by byder på Vejen Kunstmuseum og gode indkøbsmuligheder. Lidt efter Vejen og højskolebyen Askov ligger monumentparken Skibelund Krat og kort herefter krydser du Kongeåen. Nu går ruten langs Kongeåen og videre mod Jels gennem et stort skovområde. Det er her du for alvor kan lade roen falde på dig når du går gennem Skovens Katedral. I Jels kan du hoppe en tur i vandet ved Jels Søbad, inden din tur går videre gennem den store Stursbøl Plantage, videre til Jegerup og Vojens, hvor turen slutter ved statuen med Skrydstruppigen.
Dags etaper:
Dag 1 - er ankomstdag til Jelling uden vandring
Dag 2 - er mellem 10-16 km (afhængigt af overnatningssted)
Dag 3 - ca. 19 km
Dag 4 – ca. 24 km
Dag 5 – ca. 20 km
Dag 6 – ca. 22 km