Gå til indhold
©  Foto:

Rustik by Marianne - Strikkekunsthåndværk i Øster Lindet

Kunsthåndværkeren og strikkunstneren Marianne Østergaards butik Rustik by Marianne ligger på en smuk stråtækt gård i Øster Lindet.

Marianne Østergaard har over 40 års erfaring med håndtering af garn og pinde til farverige strikdesigns. Stilen er enkel, tidløs og grafisk og med en udpræget sans for farvekombinationer og –sammensætninger.
Butikken ligger i stalden til den stråtækte gård Fyrrelund, der ligger i landsbyen Øster Lindet. Gårdens originale bygninger er intakte og der er kælet for detaljer og materialer i den løbende istandsættelse. Bl.a. kan du se blotlagte kampesten som eksempel på datidens byggeskik.

I butikken kan du købe færdigpakkede strikkekits til en række af Mariannes strikklassikere, uldgarn i høj kvalitet og egenproduktion af naturindfarvede garner samt færdigstrikkede modeller. Desuden sælges udvalgte håndarbejdsbøger og keramik bl.a. strikkeskåle. Du kan være sikker på at møde Marianne og få en god snak om strik, farver og garner.

Marianne arbejder med indfarvning af garner på naturlig og bæredygtig vis. Der anvendes udelukkende naturprodukter, hvor de fleste findes i haven og i naturen omkring gården. I plantefarvningsværkstedet eksperimenterer hun med planter, høsttidspunkter, konsistenser og metoder og vrider de mest fantastiske  og smukke farvenuancer frem af naturens produkter.

Marianne arrangerer også plantefarvningskurser, hvor der arbejdes med naturfarvning af garner. Kurserne finder sted i gårdens plantefarvningsværksted og der anvendes i høj grad materialer, der hentes i haven og naturen omkring gården. Følg med på hendes facebookside.

Afstande:
Jels 7,5 km
Hærvejsruten – vandre og cykelrute, fra Stursbøl: 3,5 km
Rødding (Sydjylland): 11 km
Ribe: 28 km