Sporet i Vejen

Sporet i Vejen er lige nu en vejvisermarkering mellem Vejen bymidte og Vejen Idrætscenter og højskolebyen Askov. Selve sporet er en rød linie, som er malet på stier, fortove og veje og op og ned ad stolper. Sporet er forsynet med små tankevækkende inspirationer undervejs. Det kan være gode leveråd, som er leveret af lokale borgere og skrevet med 30 cm høje bogstaver. Det kan være vers forfattet af Grundtvig, der var med til at skabe højskolebevægelsen, hvor Askov Højskole spillede en væsentlig rolle. Det kan være ”frimærker” med vævemønstre fra væveskolen i Askov nyfortolket af højskole- og folkeskoleelever fra lokale skoler. Sporet er første skridt mod et mere sammenhængende og oplevelsesrigt byområde igennem Vejen by med temaer som Bevægelse, Højskoledannelse, Grænseland og industriby. 

I VisitVejen Appen kan du finde en digital guide, der viser i detaljer via gps positioner, hvor Sporet i Vejen går. Du finder appen, der hvor du ellers henter apps, og kigger under Attraktioner og så på menupunktet Spændende byvandringer.