Til legebørn og videbegærlige voksne
Museumsbutikken på herregården Sønderskov har unikke souvenirs og spændende gaveidéer. På hylderne finder du blandt andet historisk legetøj, brugsgenstande, lertøj og bøger. På Sønderskov finder du også originale museumssmykker - nogle med lokal forankring. Kommer du til Jul på Sønderskov kan der også købes spændende gaver hos de deltagende udstillere. Du kan også købe Museet Sønderskovs snapse og søde sager.
Håndlavede ideer
I museumsboden på Hygum Hjemstavsgård finder du solide hjemmestrikkede sokker til den kuldskære, hjemmestrikkede klarklude til den miljøbevidste og nogle rigtig fine træfugle til modtageren, der sætter pris på godt, lokalt håndværk. Hjemstavnsgården har vinterlukket, men kan kontaktes for nærmere aftale.
Juleting til julegaver
Hos Brødrene Lillelund, der har Julemuseet ved Brørup, kan du også finde mange juleting til gaver, dekoration og hygge. Det er også her du kan købe mandelgaven, som du ikke selv ved, hvad er. Julebrødrene har nemlig en hel kurv fyldt med indpakkede gaver. De kan også bruges som surprisegaver - hvor giveren også bliver overrasket. Du skal selv hente tingene hos Julemuseet, og så kan du jo samtidig sikre din egen julestemning.
Jern, sten, stål og keramik
Hos JH Ståldesign i Brændstrup syd for Rødding finder du et righoldigt udvalg af julepynt og juleinspiration i metal. Både i små og store størrelser.
I Foldingbro kan du finde unika brugskunst af naturmaterialer og metal hos Dansk Natur Design. Her er gaver i alle prisklasser - og figurerne har et helt særligt "glimt i øjet", som kan skabe godt humør langt ind i det nye år.
Bæredygtige gave
Er du mere til at finde gaver i genbrug, så tjek vores liste over genbrugsbutikker, som er drevet af velgørenhedsorganisationer. Er du eller den, som du giver gaver til, til bæredygtighed og genbrug af designting, så kan Design Classique i Jels være værd at tjekke ud med et stort udvalg i brugte desginergaver - det kunne være i glas, porcelæn og sågar smykker. Det er der, du også finder keramikæbler fra Jels-keramikeren Lene Kjersting - i flere størrelser og i rød julefarve. Lokalt produceret og solgt - og lavt CO2-forbrug. Når du så alligevel er i Jels, så kan du kigge den aktuelle maleriudstilling hos DesignClassique eller gå en tur langs Planetstien.
Skal du ha' fat den helt store overraskelse, så giv en gave, der gør modtager til medejer af et historisk monument. Vi ved, at det skaber en vis surprise-eftekt. Det er Foreningen Skibelund Krat, som man kan købe lodejerbrev til. Tjek her.
Andre forslag - bøger og sådan noget....
Sådan i ting-og-sager-afdelingen kan vi fra Turistinformationens side byde ind med bøger, som vi har til salg. Alle disse bøger tager udgangspunkt i Vejen-området. Der er bogen "Naturkøkkenet". Det er en kogebog til gastronomisk bålmad. Preben Madsen fra Herregårdskælderen har lavet bogen "Saltning og Røgning" - også en oplagt gaveidé. I coffeetablebook-genren har vi "Naturen til bords" med råvarer og madoplevelser i hele Sydvestjylland. I den mere historiske afdeling har vi få eksemplarer af bogen "Fæstedskatten" om Danmarks største guldskat fra vikingetiden. Bøgerne kan købes ved at kontakte turistinformationen i Rødding, så aftaler vi nærmere om levering.